Renovationskonflikt i København kan betyde rotteplage

Danmarks førende virksomhed inden for skadesdyrsbekæmpelse advarer nu mod øget rotteaktivitet i København som konsekvens af den verserende renovationskonflikt. Affaldsbjergene i de københavnske baggårde og indkørsler giver bedre livsbetingelser for rotter og andre skadedyr. Og det kan betyde endnu flere rotter i Købehavn hen over sommeren.

Københavnerne har nu på grund af en arbejdskonflikt ikke fået afhentet deres affald i en uge. Det betyder, at affaldsdyngerne i de københavnske baggårde vokser ukontrolleret for øjeblikket. Det skaber ikke kun lugt- og pladsgener for beboere og virksomheder, men også risiko for øgede problemer med rotter og andre skadedyr. Der er hverken fra konfliktens parter eller kommunen nogen udmeldinger om, hvornår konflikten forventes afsluttet.

- Vi har de seneste år set en betydelig kontinuerlig stigning i rotteproblemer i Danmark, siger Claus Schulz, der er teknisk chef hos Rentokil. I en situation som denne, hvor madaffald ligger frit tilgængeligt på jorden i de københavnske baggårde og indkørsler, får rotterne helt optimale livsbetingelser. Rotten er et dyr, som formerer sig lynhurtigt, når de har det godt. Fortsætter konflikten ret meget længere, vil bestanden vokse betydeligt og vil forblive større også henover resten af året. Det har vi set ved tidligere konflikter på renovationsområdet, og vi frygter at konflikten vil forværre rotteplagen i København yderligere.

Claus Schulz fra Rentokil fremhæver også, at affaldsbunkerne kan betyder plage fra fluer, bananfluer og andre insekter afhængigt af temperaturen og af hvor længe affaldet ligger endnu.

Fra Rentokil lyder rådet til de københavnere, som gerne vil beskytte sig mod rotter i forbindelse med konflikten, at man skal tænke over, hvordan man opbevarer affaldet indtil konflikten er ovre.

- Det er desværre ikke nok at pakke affald ind i selv kraftige plastiksække. Rotter kan sagtens lugte gennem plastik, og det er naturligvis intet problem for en rotte at gnave sig gennem en plastikpose. Man kan med fordel sortere sit affald, således at man primært fylder madaffald i containerne og lader andet affald stå ved siden af. Man skal være opmærksom på ikke at overfylde containerne, således at låget står åbent, for rotterne klatrer godt og så er man i sagens natur lige vidt. Eventuelt kan man opbevare sit madaffald i f.eks. plastikspande eller andre beholdere af kraftigt plast og huske at lægge et låg på. Endelig kan man forsøge om det er muligt at opbevare affaldet over jordhøjde, fortæller Claus Schultz.

Ser man rotter på sin ejendom, har man pligt til at anmelde det til kommunen man bor i, som så skal tage sig af skadedyrsbekæmpelsen. Det er ulovligt og utilrådeligt af forsøge sig med at bekæmpe rotter på egen hånd.

- I følge tal fra Naturstyrelsen har antallet af anmeldelser af rotteproblemer været støt stigende de seneste 20 år, og der er ingen tegn på bedring generelt. Dårligt vedligeholdte kloaker, et lunere klima og stigende tendens til resistens mod gift hos rotterne er alle medvirkende årsager, fortæller Claus Schulz.

Kontakt for yderligere information 

Rentokil Claus Schulz, 

Teknisk Chef 

Mobil 20 99 10 25